VI HAR EN FORKÆRLIGHED FOR TYSK VIN, MEN HVORFOR?

Vi koncentrerer os om de tyske dråber, fordi vi mener, at vores naboland laver nogle virkelig gode vine. Det har i mange år været kendt, at tyskerne er gode til at lave hvidvin, men der kører stadig en gammel skrøne om, at de ikke kan finde ud af at lave god rødvin. Det vil vi gerne modbevise!
Og hvorfor belaste miljøet ved at hente vin hjem fra fjerne himmelstrøg, når vores nærmeste naboer kan lave mindst lige så gode dråber – hvis ikke bedre?

Vi har ofte været på ferie i Pfalz-området (noget vi er blevet inspireret af af svigerdatterens forældre) og har indkøbt vin til eget forbrug. Vi har turneret rundt mellem forskellige vinbønder og har smagt deres vine, og herefter har vi udvalgt vore egne favoritter.

Efter at svigerdatterens forældre, som har haft en lille vinhandel, er gået bort, har vi fået lyst til at gå dem i bedene og kaste os ud i at udbrede vores egen yndlingsvin til andre. Vi har derfor håndplukket en række gode, tyske rød-, hvid-, rosé- og specialvine til vores sortiment, og vi kan uden problemer stå inde for disse gode dråber. Vi vælger kun vine fra små, lokale bønder, da de virkelig kræser om deres vin og fremstiller sublime dråber, da de kun laver begrænsede mængder.
Da vi er nye i branchen, har vi endnu ikke sporet os ind på, hvad kunderne foretrækker. Så hvis du mangler druesorter eller variationer i vores sortiment, så kontakt os endelig, så vil vi forsøge at opfylde dine ønsker.

Vi vil gerne komme ud og afholde større eller mindre smagninger, hvis I er en gruppe, der er nysgerrige efter at stifte bekendtskab med et udvalg af vores vin. Se menupunkt under “Info” for at læse mere. Her finder du også info om os, vingårdene og informationer om, hvordan du kan kontakte os.